Mini-festival og udstilling (9. februar – 1. april 2013)

Ti kvindelige kunstnere kredser om Blixen og hvornår og hvordan vi skaber vores egen fortælling. Det er de færreste, der ved, at Karen Blixen faktisk først for alvor debuterede som forfatter, da hun var næsten halvtreds år. Nu – halvtreds år efter hendes død-, har så forskellige kvinder som DJ Katrine Ring, forfatter Janne Teller, billedkunstner Tina Marie Nielsen, retoriker Barbara Læssøe Stephensen og 5 andre kvinder, der hver repræsenterer det bedste inden for hver deres kunstneriske profession, sammen skabt minifestivalen ”Vejene omkring…” for at fokusere på pointerne i Blixens fortællinger og livshistorie. Fælles for kunstnerne er, at de selv netop er blevet eller har udsigt til de halvtreds år og tilhører en generation af kvinder og kunstnere, der altid har haft Karen Blixen i bagagen. På kryds og tværs har de udfordret hinanden og sig selv i deres kunstneriske udtryk, så man bl.a. kan opleve ved lydkunst af Katrine Ring, fotokunst af beklædningsdesigner Anne Damgaard, film af billedkunstneren Marianne Grønnow, teater med skuespillerne Mette Frank og Petrine Agge
Til festivalen hører også en unik bog skabt af Jeanne Betak med en helt ny novelle af Janne Teller, et genoptryk af Karen Blixens ”En Båltale” samt et værk fra hver af deltagerne, der kredser om temaer som rejsen, masken, identiteten og kunsten at skabe sin egen skæbne.
”I dag går vi rundt med en vrangforestilling om, at ens identitet, er noget man finder frem til som teenager, hvorefter man målrettet går efter at få kærlighed, karriere og krop på plads. For så at gøre status, når man er fyldt fyrre. Men Karen Blixen viste jo, at det også kan være ad omveje og sent i livet, at man finder frem til sin egentlige identitet. Først da hun var blevet skilt, kronisk syg, var gået konkurs, havde mistet sit livs kærlighed og opgivet at få børn og endda var flyttet hjem til sin mor! Først da, blev hun til den forfatter og store personlighed, vi kender. Det er en historie, jeg synes, vi har godt af at blive mindet om”, siger Barbara Læssøe Stephensen, som er initiativtager til projektet.
Deltagere i ”Vejene omkring” er skuespiller Petrine Agger, grafiker Jeanne Betak, beklædningsdesigner Anne Damgaard, skuespiller Mette Frank, billedkunstner Marianne Grønnow, billedhugger Tina Maria Nielsen, DJ Katrine Ring, retoriker Barbara Læssøe Stephensen, forfatter Janne Teller og smykkedesigner Carolina Vallejo.
Minifestival og udstilling er støttet af Kvindernes Bygningsfond, CKU og Statens Kunstråd.

TEATER
En dramatisering af Karen Blixens “Skibsdrengens fortælling” fra Vinter-eventyr ved skuespiller Petrine Agger og Mette Frank.
“Du har drukket med Sunniva nu”, sagde hun, “du har drukket lidt forstand ind, så at i fremtiden ikke alle dine tanker skal falde som regndråber i den salte sø.” (Skibsdrengens fortælling fra Karen Blixens Vinter-eventyr)
Gennem skibsdrengen Simon fortælles en gribende historie om modet og viljen til at elske. Det er en beskrivelse af næstekærlighedens sande væsen, en skæbnefortælling om, at det man giver ud, kommer tilbage til én, og ofte i en helt uventet form.” Oplev skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger udfordre den traditionelle fortællermåde ved på en enkelt måde at bringe et helt nyt og troværdigt liv med ind i historierne. Karen Blixen borer med sit præcise sprog sig ind i læserens eget billedunivers og åbner op for et meget stort følelsesmæssigt rum, som i skuespillernes fortolkning rammer fortællingerne ind på en ny og uventet måde. Forestillingens scenografi er en oval kreds, som antyder et skibs form, hvor publikum har taget plads. Gennem Blixens sprog fremfører skuespillerne bestandigt vævende sig ind og ud af hinanden Blixens ordrette historie, som giver et meget ligefremt og oprindeligt udtryk.


Foto: til venstre skuespiller Mette Frank, til højre skuespiller Petrine Agger.
Petrine Agger, skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater. Har medvirket i tv-serier som Borgen (erhvervsministeren), Sommer, Forbrydelsen, Krøniken og spillefilm som IRL, Se min kjole, Superbror, Fidibus, Cecilie, Forbrydelser, Små Ulykker og Pollefiktion. Herudover har PA medvirket i blandt andet The Clooney Brothers Bådteatret, Maryanne Holbæk Teater, Faust, Kannonhallen og en havde af de bærende roller i Reumert vinderen Klumpfisken, Faar 302.
Mette Frank, skuespiller fra Statens Teaterskole i København. Har blandt meget andet medvirket i TV-dokumentarene Store Danskere – Kaj Munk og Thycho Brahe, i TV-serierne Lykke og Klovn samt Simon Stahos film Magi i luften. Har desuden optrådt i det meste af Danmark, her kan bla. nævnes forestillingen Ordet 1 og 2 på Ålborg Teater, Dagens Helte, Nattens Ofre , samt Brd Karamazov, på Det kgl. Teater og Ulrike Meinhofs sang på Caféteatret.
Varighed 45 min. Stykket spilles på Karen Blixen Museet i Boganis-salen. Begrænset plads, max. 50 personer.
Forestilling næste gang den lørdag den 9. marts kl. 15. Billetter 60 kr. plus gebyr (som samtidig giver adgang til udstilling og museet) på www.billetto.dk
Enkelte billetter kan også købes i museumsbutikken.
PERFORMANCE ved DJ og journalist Katrine Ring, der vil spille et Karen Blixen mix lørdag den 9.3. kl. 14 (en time) i Café Karen Blixen. Fri entré.Susanne Fabricius skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:
“Katrine Ring står også for en performance, hvor hun har kombineret sin bearbejdning af Karen Blixens stemme med hendes yndlingsmusik, Schubert, Mozart, Grieg. Det er et fint møde mellem eksperiment og tradition.”

PERFORMANCE ved DJ Katrine Ring, der vil spille et Karen Blixen mix søndag den 10.2. kl. 15 (en time) i Cafée Karen Blixen. Fri entré.


Foto Kurt Rodahl Hoppe
I decembermåned kan man opleve juletræ i Blixens stuer, pyntet med Karen Blixens egen originale julepynt. Designfirmaet Rosendahl viser sin overdådige juleudstilling i Boganis-salen i år ud fra temet New Nordic med birketræer, et moderne frisk farvetwist og masser af juleinspiration. Kom også i julestemning i museumscaféen. Klar julegaverne i museumsbutikken, der forhandler produkter fra Rosendahl serien “Karen Blixens jul”, design, bøger i stakkevis, kopier af stjernerne fra Blixens juletræ, pyntegrønt, unika brugskunst, hjemmestrik og meget mere. I parken kan man lige nu sneen følge fuglekassestien. Nu på søndag den 16. december kl. 11 er det sidste chance for at følge åbne omvisninger i år. Husk caféen tilbyder søndagsbrunch.
Forfatter-talk om by og mennesker med
Kaspar Kaum Bonnén og Søren Ulrik Thomsen

Forfatteren og billedkunstneren Kaspar Kaum Bonnén har arbejdet med fremstillingen af byen både i sine første og i sine nyeste værker. Og for digteren og medlem af Det Danske Akademi Søren Ulrik Thomsen har byen, især København, været en konstant følgesvend i hans arbejde gennem mange år. Men hvilken by skriver de frem, når de fremstiller byen? Er den som korttegnerens by, set oppefra, eller som nattevandrerens, set fra gadeniveau? Er den kendetegnet af anonym, melankolsk skønhed, eller er den et rum, hvor vi kan finde nye måder at være sammen på? Mød Kaspar Kaum Bonnén og Søren Ulrik Thomsen til en samtale om byen, om at fremstille og forestille sig byen, og om deres forfatterskaber generelt. Tue Andersen Nexø, kritiker ved Dagbladet Information, vil styre samtalens gang.
Arrangementet er støttet af 
Arrangementet foregår på Karen Blixen Museet, torsdag den 29. november kl. 19:30. Billetter 80 kr. (50 kr. for studerende) på http://www.billetto.dk/da/events/atskrivebyenfrem
Fakkeltog
Den 7. september 1962 døde Karen Blixen i en alder af 77 år. De sidste år af hendes liv var det hende en glæde, at hun var forvisset om at få lov til at blive begravet i sin elskede have, og hun havde selv nøje planlagt begravelsen. Kisten stod på begravelsesdagen i stuen indsvøbt i Dannebrog, hvorefter den blev ført op igennem haven og skoven, hvor karen Blixen blev jordfæstet den 11. september 1962 under den store rødbøg ved foden af Ewalds Høj. Vi ønsker at markere Karen Blixens nære forbundethed til naturen og sit barndomshjem Rungstedlund, og hendes viljestyrke og beundring for ordet på 50-årsdagen for hendes dødsdag. Derfor går vi, og alle som vil deltage i markeringen, samlet i et fakkeltog fra Rungstedlund op til Karen Blixens grav, hvor hendes nevø Tore Dinensen vil læse op – og vi sammen mindes hendes livsstyrke.
Caféen har ekstraordinært åben i forbindelse med fakkeltoget fra kl. 8-21:30 – indgang gennem terrassen pga. teaterforestilling.
Fakkeltog den 7. september: Afgang fra Rungstedlund 21:15. Åben deltagelse.

Småfolk i Blixens have
Lørdag den 20.10. kl. 11-12
Sammen med Lene Brandt fra museets skoletjeneste plukker vi vilde blomster og grene til smukke buketter. Vi samler kastajner og ser på køer. På turen sætter vi os også ned og hører en genfortælling af historien om Karen Blixens elskede antilope-kid Lulu. Barnevogne med babyer kan sagtens medbringes på de ny anlagte stier.
Pris og billet:
Som voksen betaler man almindelig museumsentré og kan gå med på turen og besøge museet. Børn under 14 år gratis. Forhåndsreservation ikke mulig.
Rungstedlunds jungle
Lørdag den 20.10. kl. 13
Over stok og sten på vildmarkstur gennem fuglereservatet Rungstedlund. Tur for børn, hvor vi fodrer kreaturerne på engen, besøger de gamle træer og færdes på kryds og tværs udenfor stierne i ’junglen’ på Rungstedlund. Husk gummistøvler. Turen ledes af forstkandidat og skribent Peter Friis Møller.
Pris og billet:
Som voksen betaler man almindelig museumsentré og kan gå med på turen og besøge museet. Børn under 14 år gratis. Forhåndsreservation ikke mulig.
Arrangementet er en del af http://www.wonderfall.dk/museer/#event-299

- Monroe
Forlagsdirektør og ven af Karen Blixen Otto B. Lindhardt i samtale med museumsdirektør Catherine Lefebvre.
Rungstedlund begiver sig i ord ud på den rejse, som Karen Blixen foretog til Amerika i 1959. Tidligere direktør for Gyldendal Otto B. Lindhardt fortæller om Blixens Amerika-rejse, som han arrangerede, og hvor hun bl.a. mødte Marilyn Monroe. Derudover vil Otto B. Lindhardt komme ind på forlagsvirksomheden i 1950’erne. Det sker i forbindelse med Goldendays, i serien ”Øjenvidner” der har fokus på 50´erne. En tid præget af modsatrettede strømninger med spirende ungdomsoprør og visionære tanker om velfærdsstat samtidig med, at det var en tid med klassiske kønsroller og sexet glamour side om side med kold krig og sparsommelighed.
Otto B. Lindhardt modtog sidste år Rungstedlundprisen for sit store engagement i udbredelsen af Karen Blixens forfatterskab. Udover at være Blixens forlægger, der bl.a. ydede en væsentlig støtte under ny-udgivelser af Blixens oversættelser til engelsk, var Otto B. Lindhardt personlig ven med Blixen, som han varmt, levende og ofte med en humoristisk vinkel kan berette om. Hør bl.a. om hvordan Blixen kom i hjemmet i Birkerød, hvor hun bl.a. påtog sig at lægge børnene i seng om aftenen…
Der er fornylig udgivet to bøger om Otto Lindhardt og hans store indsigt i dansk forlæggervirksomhed. Det drejer sig om Otto Lindhardts erindringsbog fra 2011 ”Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?” samt Sune de Souza Schmidt-Madsens bog ligeledes fra 2011 ”Et forlagseventyr,” der handler om Otto B. Lindhardts 17 år på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Arrangementet finder sted fredag den 21. september kl. 14.